31. juli 2015
Papirisoleringsleverandøren, CBI Danmark, er glade for, at regeringen har genindført BoligJobordningen.
Boligjobordning er godt nyt for vækst, arbejdspladser og grøn omstilling i Danmark. Det mener adm. direktør Per Thomsen fra CBI Danmark, der er leverandør af Isocell papirisolering lavet af genbrugte aviser. Virksomheden oplever en stigende interesse for at benytte miljøvenlige og bæredygtige løsninger, og især BoligJob ordningen fik denne interesse til at stige.
”Med ordningen mærkede vi en klar opgang i markedet men også en opbremsning, da ordningen blev taget af bordet igen. Der er ingen tvivl om, at ordningen gør en forskel i borgernes interesse for at vælge miljørigtige og bæredygtige løsninger i forbindelse med renovering”, siger adm. direktør Per Thomsen fra CBI Danmark.
Det bekræfter tal fra Dansk Byggeri, som viser, at en tredjedel af håndværksarbejdet er blevet brugt til grønne tiltag. I alt blev 91 procent af fradragene brugt til renovering og vedligeholdelse af boligen generelt.
Ikke bare et københavner-fænomen
Det er ikke kun i hovedstaden, boligejerne bygger grønt. Hos CBI Danmark oplever man, at borgere i hele landet efterspørger energieffektive løsninger og ressourceoptimering.
”Bæredygtige løsninger er ikke bare et københavner-fænomen og et spørgsmål om ideologi og værdier. Flere og flere indser, at der også er økonomiske fordele i at bygge bæredygtigt og benytte genanvendelige materialer. BoligJob ordningen understøtter denne trend”, udtaler Per Thomsen.
CBI Danmark, som ligger i Vildbjerg i Vestjylland, er et eksempel på, at ordningen har skabt grøn vækst i området.
Netop vækst og arbejdspladser uden for hovedstaden, hvor mange af de små- og mellemstore virksomheder ligger, har været et af Venstres centrale argumenter for genindførelsen af boligjobordningen.
BoligJobordningen gav indtil årsskiftet 2014/2015 alle personer over 18 år mulighed for at få fradrag for udgifter til løn i forbindelse med vedligeholdelse. Det årlige fradrag var på maksimalt 15.000 kr. pr. person i husstanden. Ordningen blev indført 1. juni 2011 og indstillet af SR-regeringen for 2. gang den 1. januar 2015.
I 2015 indføres en BoligJobordning tilsvarende den ordning, der var i 2014 med et samlet fradrag på 15.000 kroner per person i hustanden.
I 2016 foretages en grundlæggende omlægning af ordningen, så den i højere grad understøtter den grønne omstilling, øget bæredygtighed og klimaindsatsen.Det betyder, at ordningen i 2016 og 2017 indføres som en todelt ordning med fradrag på 6.000 kroner per person for serviceydelser og fradrag på 12.000 kroner per person for håndværksydelser. I alt kan der altså fradrages 18.000 kroner per person.
BoligJobordningen fremmer bæredygtigt byggeri
/Default.aspx?ID=1725&newsid=69&Action=1&PID=9900